Изображения страниц
PDF
EPUB

Jeg gider ikke gjentage det; men saameget er vist, at de 2 Personer have skadet Sagerne mere end noksaamange Brochurer vilde have gjordt. Det er ikke mere end Retfærdighed, om de ved Tilbagevenden til Gothenborg eller hvor der er Mosaisk Menighed, belægges med al den kirkelige og borgerlige Straf, denne kan udøve, og jeg nedkalder denne over deres Hoveder, idet jeg anmoder Dem om at anmelde deres skjændige, deres hele Nationen og den retfærdige Sag skadende Forhold for Vedkommende. *

Fremdeles till Sengs

Deres vänskabsfuld
Henr. Wergeland

* Blive de straffede af Synagogen, bør dette publiceres i Morgenbladet.

De svenske «Bud» ere komne. Tabt.

Svaret fra Warburg til Wergeland er datert 8. november 1844.1 Han mener å kunne slutte av Wergelands brev at hans «hälsotillstånd är på bättringsvägen». Han oplyser at jødene var fra Fredericia og Hamburg. Han hevder at det er nettop uhederlige jøder som nå kommer til Norge; hederlige vil ikke smyge sig inn. De kan ikke straffes av synagogen.

Han bestiller 50 Expl. av Jødinden.

I brevet til Schück vedla Warburg en avskrift av en notis i Mgbl. nr. 313, sålydende:

«Af de to Jøder, som for en Tid siden her anholdtes, slap den ene fri som Portugiser (Pl. 27 de Januar 1750), hvorimod den anden, efter et Brev i Smaalehnenes Amtstidende, er dømt til at betale 800 Spd. efter 3-22-1, og afsoner nu denne Mulkt med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Brød. Hvor lidet vi end kunne sympatisere med disse Individer, erkjende vi naturligviis det oprørende i, at Manden skal straffes blot fordi han som Jøde indfinder sig her. Imidlertid indse vi ikke, at de, som paa sidste Storthing voterede imod Jødeforslaget, bør bære Skylden for at 3-22-1 endnu staar ved Lag, hvilket den Const., spottende disse «Liberale», vil angive. Den bør henvende sig til Regjerin= gen, som i denne Henseende ikke har taget Initiativet, med sin Anke.>>

Warburg la til: «Huru tycker Du om Morgenbladets räfaktiga slut? -»

Til møtet 13. april 1845 hadde Warburg sendt avskrift av et

1 Brevet fins i original i Universitetsbiblioteket i Oslo, Ms. 584 fol. D 5.

brev fra Wergeland datert 23. februar. Det var det siste brev Warburg fikk fra Wergeland.1

I samme møte blev et brev Levertin hadde sendt Wergeland 30. januar 1845 (jfr. ovenfor s. 143 under møtet 24. november 1844) fremlagt i avskrift. Dette brevet fra Levertin og det fra Warburg av 23. februar blev sikkert de siste Wergeland fikk fra sine venner blandt svenske jøder. Warburg taler som sedvanlig om Wergelands helse og om hans håp om at han kan fortsette å arbeide for jødesaken. Levertins brev har sikkert gledet Wergeland. Det heter bl. a. i det:

«Maatte Gud endnu give Dem mange, mange Aar at leve og virke i, thi Deres Liv er dyrebart, saavist som Enhver, der her i Verden kjæmper for Sandhed og Retfærdighed har en vigtig, for Menneskeheden hellig Mission. Det synes som om endnu Sagen langtfra har vundet den Indgang hos Norges Folk, som man med nogen Grad af Sandsynlighed kunde have ventet, da De, og med Dem saamange ædle Mænd ved sidste Storthing med saamegen Kraft virkede derfor.»>

<<Et kommende Storthing skal vel, mere fri for Fordomme, skjænke Friheden den Seier, dette Aars Storthing maaskee endnu vægrer den. En Artikel i Morgenbladet No. 130, skrevet i en raa og lidenskabelig Tone, burde maaskee besvares, da den indeholder flere faktiske Urigtigheder? Dog det kan De bedre bedømme end jeg.» «Jødinden har jeg med sand Fornøielse læst; og da flere af mine Venner ønske at besidde denne Bog, som et Minde om den ædle og menneskekjærlige Digter beder jeg Dem at tilsende mig 50 Explr., hvilke Boghandleren her i Staden, Herr A. Bonnier godhedsfuldt vil modtage og betale paa mine Vegne. Med det inderligste Ønske, snart at høre nogle Ord fra Dem, og at blive underrettet om, at De befinder Sig munter og vel, forbliver jeg med inderlig Agtelse Deres hengivne Dr. J. Levertin.»

Wergelands sykdom gjorde ende på videre korrespondanse om saken. Hans død gjorde et sterkt inntrykk blandt hans venner i Sverige. De satte sig straks i bevægelse for å få vist ham sin takknemlighet. Resultatet av det arbeidet blev jødenes støtte på Wergelands grav.

Didrik Arup Seip.

1 Trykt i «Nyt norsk Tidsskrift» III s. 22. Også avskrift av Warburgs svar datert 1. mars 1845, vedligger protokollen. Det fins i original i Universitetsbiblioteket i Oslo, Ms. 584 fol. D 5. Sammesteds fins et brev fra Steinheim, datert 12. mars 1845.

' Brevet fins i original i Universitetsbiblioteket i Oslo; det er ved distraksjon fra Levertins side datert Christiania (Ms. fol. 584 D 5).

[blocks in formation]

QUELQUES ASPECTS DE LA SENSIBILITÉ PRÉROMANTIQUE DANS LE ROMAN EUROPÉEN AU XVIIIE SIÈCLE

Arme, aber heilige Empfindsamkeit! womit wird nicht dein Name verwechselt?

Jean Paul.

J'ai

1

'ai exposé ailleurs les raisons qui amènent celui qui examine successivement les divers aspects du préromantisme à faire une large place à la sensibilité et à la passion telles qu'elles s'expriment à partir de 1730-1740 dans les romans du XVIIIe siècle. En appliquant à cette question les méthodes de la littérature générale, en gardant constamment sous les yeux le plus grand nombre possible de faits empruntés à plusieurs littératures pour les expliquer et les éclairer l'un par l'autre, on peut arriver à dégager les principaux traits de l'histoire du roman sensible ou sentimental, considéré comme interprète de tendances psychologiques et littéraires qui annoncent certains caractères analogues du romantisme. Cette histoire je tente de l'exposer d'ensemble dans un travail étendu qui paraîtra prochainement; je me borne ici à préciser certains aspects généraux de la sensibilité de cette époque, tels qu'ils se manifestent dans le roman. Je commencerai par l'historique, dans les trois langues les plus intéressantes pour cette étude, des mots sensible, sentimen

1 La sensibilité et la passion dans le roman européen au XVIIIe siècle, dans la Revue de Littérature comparée, tome VI, p. 424–435 (1926). Dans Le Préromantisme**, Paris, F. Rieder et Cie. Voir aussi Les droits de l'amour et l'union libre dans le roman français et allemand (1760-1790) dans Neophilologus, 1927, no 1.

[ocr errors]

tal, etc...., qui caractérisent cette époque et cette littérature. Je con tinuerai en notant les caractères principaux de la sensibilité dans le roman, puis quelques-unes de ses manifestations extérieures. Sur certains points, les recherches de divers savants et les miennes m'ont permis de voir assez clair dans les phénomènes aussi moraux que littéraires dont il s'agit ici; sur d'autres, les travaux préliminaires sont trop peu nombreux, et il y aura lieu de compléter les résultats qui sont exposés. Pour les aspects généraux que je me borne aujourd'hui à signaler, il n'est besoin le plus souvent que d'examiner trois littératures, celles de l'Angleterre, de la France et de l'Alle magne; néanmoins il est utile de constater le prolongement ou la répercussion de la mode sensible dans quelques romanciers hollandais, suédois ou russes.

I.*

Le Dictionnaire de l'Académie française donne, entre autres acceptions du mot sensible: «Qui est aisément ému, touché, attendri.» Littré emploie à peu près les mêmes termes. Mais ce sens absolu, que l'on trouve à partir du milieu du XVIIe siècle, ne se rencontre pendant longtemps que lorsqu'il est question d'un sentiment déterminé: surtout l'amour (Racine, 1667 et 1677), mais aussi la pitié (Corneille 1643; Rotrou, 1646). Le sens indéterminé: «qui est vivement affecté par n'importe quelle émotion» n'apparaît qu'à

* Pour le vocabulaire de la sensibilité, outre les dictionnaires des trois langues dans lesquelles il est étudié ici, je dois divers textes et renseignements aux auteurs suivants :

Erich Schmidt, Richardson, Rousseau und Goethe, Jena, 1875.
Gustave Lanson, Nivelle de la Chaussée et la comédie larmoyante,
Paris, 1903.

Schultz-Gora, Zur Geschichte des Ausdrucks Belle âme (Archiv für
das Studium der neueren Sprachen und Litteraturen, Bd. 100,
1898).

W. Feldmann, Modewörter des 18. Jahrhunderts (Zeitschrift für deutsche Wortforschung, Bd. 6, 1904-05; Bd. 10, 1908).

Edith Birkhead, Sentiment and Sensibility in the 18th Century Novel (Essays and Studies by the members of the English Ass sociation, vol. XI, 1925).

Logan Pearsall Smith, Words and Idioms, London, 1926.

et quelques détails à d'autres ouvrages que je citerai plus loin.

partir des dernières années du siècle: dans les lettres d'amour de la présidente Ferrand (1690), dans Télémaque (1699), l'abbé de Saint-Pierre, La Motte, le Spectateur de Marivaux (1722). Le sens correspondant de sensibilité, que l'Académie et Littré s'accordent à définir: «Sentiments d'humanité, de pitié, de tendresse>> confondant, semble-t-il, les sentiments eux-mêmes avec la faculté de les éprouver se trouve chez les mêmes auteurs et chez Massillon, dont sensibilité est un mot favori: il semble prévoir l'abus qui sera fait du mot et de la chose, en parlant de «ces sensibilités de caprice, qui n'ouvrent le cœur à certains maux que pour le fermer à tous les autres» (1734); et de «ces sensibilités vulgaires» où on donne «tout à la tendresse» (1723). Marivaux, dans Marianne, n'emploie le mot que dans la XIe partie (1741). Dans Piron, lorsqu'un poète dit: «La sensibilité fait tout notre génie . . . et l'on ne l'est [poète] qu'autant que l'on sait bien aimer» (1738), il s'agit encore de la sensibilité à l'amour. Mais à partir de Duclos (1751), sensible et sensibilité sont pris dans le sens qui nous intéresse ici. Dans Mme Riccoboni, dans Rousseau (1762), dans Diderot (1773), ils ont tout à fait ce sens. La définition la plus explicite que le XVIIIe siècle français ait donnée de cette sensibilité qu'il pratiquait avec volupté, est celle de Diderot, qui en parlait d'expér ience: «cette disposition compagne de la faiblesse des organes, suite de la mobilité du diaphragme, de la vivacité de l'imagination, de la délicatesse des nerfs, qui incline à compatir, à frissonner, à admirer, à craindre, à se troubler, à pleurer, à s'évanouir, à secourir, à fuir, à crier, à perdre la raison, à exagérer, à mépriser, à dédaigner, à n'avoir aucune idée précise du vrai, du bon et du beau, à être injuste, à être fou» (1773). Diderot met ici l'accent sur le caractère illogique et irrationnel de cette sensibilité, mais les premiers termes de sa définition s'appliquent parfaitement à cette émotivité facile et souvent en dehors qui est de mode à partir du milieu du siècle, et dont les romans offrent l'image parfois atténuée et parfois grossie. Mistelet, obscur apologiste de la sensibilité, dans l'opuscule qu'il lui consacre (1777), renforce l'expression en parlant de sensibilité de sentiment.

En anglais, sensible, qui est emprunté au français, offre, d'après le New English Dictionary d'Oxford, une acception analogue à partir de 1675; en réalité il est pris dans un sens absolu, mais non indéterminé. Fielding est le premier chez qui l'on trouve

« ПредыдущаяПродолжить »