negatives Spielen und sinnloses Durcheinanderwirbeln

eine Realität zu Grunde: die Dichterpersönlichkeit in ihrer Einheit. So kam die von Holberg angeregte Form der Tieckschen Ironie über Deutschland zurück nach Dänemark - den Werken war diese doppelte Brechung wenig günstig.1

Im Werk Holbergs war unbeabsichtigt die Ironie Kunstform die deutsche Romantik bildete die bewusste Theorie und Erkenntnis der Ironie aus was vorher intuitiv als ein Mittel und eine Form latent bereit lag, wurde nur zu einem wesentlichen Prinzip der Kunst und der Lebensanschauung. Holbergs Werk war ein in der Zeit fremdes, geniales Kunstwerk, der Vorklang und die unbegriffene Gestalt des kommenden geistigen Prinzipes die Theorie der Romantik führte zur Wesenserkenntnis dieses Prinzips, damit zur Wesenser kenntnis dieser Form Holbergs.

1 Auf Tiecks Form wirkten auch direkt Gozzi und die Commedia dell'arte. vergl. «Phantasus» (1828) II, Gespräch vor «Der gestiefelte Kater» und vor «Der Blaubart».

Hans Winkler.

ROMANTIKEN, DEN FRANSKE REVOLUTION OG NAPOLEON

Det

I.

Naar begyndte romantiken?

et kan indvendes at hele det spørsmaal som jeg i det følgende prøver at behandle, er noksaa likegyldig. Om romantik har været med, jeg vil ikke si at tænde, men at drive frem den franske revolution er bare at sætte en ny etiket paa gamle flasker. Men revolutionen er et saa vigtig tidehverv at selv nye etiketter kan ha sin berettigelse.

Oplysningstiden satte, som vi alle vet, frugt i en rik litteratur, og denne litteratur var igjen med at fremkalde den franske revolution som Voltaire og Rousseau saa at si var faddere til. Oplysningstiden er nøie undersøkt. Om romantiken, dens arvtager, er det ogsaa skrevet talløse verker. Men hvem kan nøiagtig si naar romantiken begynder? Heinrich Heine mener nok at romantikens vugge stod i Tyskland og sier at der opstod det i de sidste aar av det 18de aarh. en skole som vi kalder den romantiske.1 Og Heine skulde vite det. Han hørte jo selv til familien, endda han siden nødig vilde vedkjende sig slegtskapet. Men om frøet til romantikens blaa blomst virkelig er kommet fra Tyskland, er tvilsomt. Desuten er det gjerne saa at før noget blir sig bevisst, har det alt længe været til. senere tid er forskerne begyndt at føre romantiken længer tilbake i tiden end før. De har set at spirene til den var tilstede alt tidlig 1 Sämtliche Werke V, 133.

I

paa 1700-tallet. Professor Schück kalder bind 5 av sin «Allmän litteraturhistoria» for «Upplysning och förromantik» og bind 6 for <<Romantiken». Begyndelsen til förromantiken sætter Schück ved midten av 1700-tallet. De britiske øer er efter ham førromantikens hjem. «Känslan för det romantiska i naturen bryter», sier han, «i den engelska litteraturen först fram med Gray och Ossian». Men alt hos Thomson i «The Seasons» og hos Young i «Night Thoughts>> finder Schück spiren. I virkeligheten gjennemsyrer det som er blit kaldt førromantik og beslegtede stemninger hele det 18de aarhundre og kommer sterkere eller svakere frem i de fleste landes litteratur. Motsætningen er ikke mellem oplysning og romantik, som mellem klassicitet og romantik.1 Klassicismen er blit til i Frankrike, den er fast i sin form, klar i sin disposition og holder sig indenfor forstandens græn ser. Romantik en er uklar og kaotisk og elsker det vilde, formløse og taakede. Betegnende er hvad Ludvig Börne sier i et reisebrev fra Paris 1822: «Die zierlichen Franzosen rauchen nicht, denn Rauchen ist ein romantisches Vergnügen, eine Ossians - Lust, und die Franzosen lieben den Nebel nicht, dieses Salz der schönen Natur, sie mögen keinen grauen, sie mögen nur blauen Dunst».? De digtere som gir uttryk for slike taakede uklare stemninger, er gjerne selv splittet og sondret og synger med Young: «I mourn for millions».

De

Men mellem dem og repræsentantene for oplysningstiden er det ikke noget gapende svælg. 1700-tallet var slet ikke en saa enkel og klar og forstandsmæssig tid som mange tror. Ogsaa dengang var menneskene splittet og kunde lide av Weltschmerz og Spleen. brukte bare ikke at dissekere sit eget jeg og at lægge det frem til beskuelse for publikum. Denne mote begynder med Rousseaus Confessions. Det er vel kjendt for en stor rolle pietismen spillet i det 18de aarh., og mellem den og førromantiken er det, som Lamm har paavist, nært slegtskap. Mellem oplysning og romantik er det heller ikke noget uoverstigelig skille. De ivrige tilhængere av op lysningen var gjerne idealister og trodde at oplysning var den vid underlige sesam lukdigop-nøkle som skulde læge alle brøst i samfundet. Carré sier i «Histoire de France», utgit av Lavisse, om Holbach, Helvetius og Encyklopædistene3: «De ventet at fornuften

1 Jfr. Schück V, 485.

Gesammelte Schriften von Ludvig Börne (Wien 1868) B. 3, S. 60. 3 B. VIII s. 200.

skulde opdage en politisk og social videnskap som skulde skape et retfærdig og lykkelig samfund». Det var jo det samme som Rousseau ogsaa vilde prøve at naa, bare det at for ham er trylleformelen at vende tilbake til naturen.

Diderot tilhørte igrunden begge retninger. Voltaire er derimot like ens som Holberg klassisk i sin smag. Den store motsetning er nemlig ikke, mellem oplysning og romantik, men mellem klassicisme og romantik. Mange av fornuftens ivrigste dyrkere hadde des uten i sin hjerne et pulterkammer med romantik. Derfor fik frimurerordenen saa mange tilhængere, netop mellem de op lyste. Den var jo. paa 1700-tallet ikke andet end deisme, fritænkeri og alle oplysningstidens idealer iklædt mystik og romantik, med andre ord fornuftsromantik. En videre utvikling av frimurerordenen i kristendomsfiendtlig retning var, som bekjendt, Illuminatordenen i Baiern. Weishaupt, stifteren, trodde at de hemmelige visdomsskoler skulde frelse menneskene, og Knigge, en av ordenens ældste og mest ansete medlemmer, stod i sin ungdom i nær forbin delse med alkymister og aandemanere. Fra frimurerne er skridtet ikke langt til en charlatan som Cagliostro som sier at han har levet for tusener av aar siden og med sin eliksir kan vække døde tillive. Cagliostro holdt, fortæller samtidige aviser i Paris, hemmelige sammenkomster under navn av den ægyptiske loge; dertil fik folk av begge kjøn adgang under de frygteligste eder.1 Cagliostro gjorde slik furore netop fordi han i fornuftens tidehverv og i oplysningens hovedstad repræsenterte mystiken og romantiken. Til billedet av tiden forut for revolutionen hører Cagliostro med like fuldt som Voltaire, Diderot og Rousseau. At hans type er romantisk, ser vi av alle dem som har behandlet den digterisk, bl. a. Schiller i novellen «Der Geisterseher» og Bulwer i «Zanoni», for ikke at tale om at selve frimureriet har git emnet til det typisk romantisk-mystiske drama «Dalens sønner» av Zacharias Werner.

Eller tenk paa Simon Geldern, bror til Heines morfar. Han valfartet til Jerusalem, blev høvding over en beduinerstamme og vendte siden tilbake til Europa. Heine sier om ham (i «Memoiren»): «Er führte eine jener wunderlichen Existenzen, die nur zu Anfang und in der Mitte des achzehnten Jahrhunderts möglich gewesen, er war halb Schwärmer, der für kosmopolitische weltbeglückende Utopien Propaganda machte, halb Glücksritter, der im Gefühl seiner indi 1 Das Neueste von Gestern III n. 857 c, 894.

viduellen Kraft die morschen Schranken einer morschen Gesellschaft durchbricht oder überspringt.» Er ikke dette romantik? Hvad er egentlig romantik? Ordet sier ikke stort. Det er avledet av roman som egentlig er navn paa sproget i de romanske lande og derefter gik over til at bli brukt om digtningen i dette sprog og til slut om alle slags længere fortællinger av fantastisk indhold. Romantisk vil egentlig si «noget som er fantastisk, utenfor det almin delige». Det romantiske sind haaper paa eventyret. Derfor brukes ogsaa som motto over romantiken det bekjendte dikt av Tieck at sættes: «Mondbeglänzte Zaubernacht die den Sinn gefangen hält, wundervolle Märchenwelt, steig hin auf in alter Pracht!»

Derfor er jo romantik i virkeligheten en eiendommelig sinds stemning og det er igrunden urigtig naar navnet er blit knyttet til et ganske kortvarig tidehverv i literaturen.

Eichendorf som selv er en av mestrene i senromantiken, sier at <romantik er hjemvé, længsel efter det tapte hjem». Det er i al romantik et atavistisk drag hvis betydning ikke maa underkjendes. Dette drag kommer særlig frem til overflaten i urolige tider naar de gamle baand løsner. Derfor kan vi nok følge spirene til romantiken langt tilbake. Men romantiken kunde først begynde at utfolde sig i slutten av 1700-tallet da de gamle baand som bandt menneskene, tok til at løsne. Dette atavistiske drag gjør at alle romantikere længter tilbake til svundne tider, helst i sit eget hjemland. Længe før Percy, Gray og Young elsker selv en mand som Addison som ellers saa helt tilhører fornuften og klassicismen, balladen, og sier 1711 i «Spectator»: «When I travelled, I took a particular delight in hearing the Songs and Fables that are come from Father to Son.»

Han citerer balladen Chevy Chase, det samme emne som Walter Scott siden har behandlet i balladen «The Douglas Tragedy> (i <«<Minsterelsy of the Scotch Border») og beundrer især de ægte romantiske linjer: