illusioners tid, og de søkte tilbake til fortiden og til den ene saliggjørende kirke og sagde, for atter at citere Börne: «Ich denke nicht, ich glaube.» Denne samme strømvending finder, vet De, ogsaa sted i Frankrike. Under Napoleon hadde de unge tilfredsstillet sin tørst efter daad og eventyr ved at følge keiserens ørner. Nu maatte de vænne sig til tanken paa et langt liv og at dø paa sotteseng. Alle de unge som i førstningen av 1790-aarene begeistret vilde ha sluttet sig til revolutionen eller siden fulgt fanerne, mænd som Lamartine og Victor Hugo, blev nu digtere, og drømte om middelalder, ridderliv, korstog og borgfruer. Liv og digtning er ikke to forskjellige ting. De hænger uløselig sammen. Men den største digtning skriver historien i det levende liv. Alexander Bugge. Et ALFRED DE MUSSET OG ITALIEN Indledning. 't karakteristisk træk hos romantikerne er deres interesse for syden og orienten. De foretager lange rejser til disse lande og kom mer hjem fyldt med naturindtryk og begejstrede for byernes histo riske minder, og i deres digtning vender de bestandig tilbage til disse egne. Det er navnlig Italien, som har haft betydning for denne slægt. Landet med det milde klima, de skønne landskaber, det harmoniske sprog og de mange fortidsminder, der for de fleste mennesker er et slags paradis, som de længes efter at lære at kende eller at gense, har i særlig grad været romantikens ideal. Chateaubriand, Madame de Staël, Lamartine, Byron og Shelley har f. ex. alle opholdt sig dernede i lang tid. Alfred de Musset, den yngste af romantikerne, har ogsaa besøgt Italien, men i modsætning til de andre kun opholdt sig der et par maaneder, nemlig fra slutningen af december 1833 til begyndelsen af april 1834, og den længste tid var han endda syg. Denne rejse, som han foretog i selskab med George Sand, kom som bekendt til at rumme hans sørgeligste og bitreste minder; den betyder i virkeligheden et vendepunkt i hans liv, saaledes at man plejer at inddele hans produktion i det, som er skrevet før og det, som er skrevet efter Italiensrejsen. Han har ikke som de fleste af sin generation haft rejsetrangen i sig. Han er den udprægede Pariser, der har tilbragt næsten hele sit liv i hovedstaden. Han er født i Quartier latin; som barn har han leget i Luxembourghaven, som ung mand har han spadseret paa boulevarderne, elegant i sin paaklædning, vittig og aandrig, og senere, da han var syg og nedbrudt, og man forsøgte at overtale ham til at rejse bort til et mildere klima, kunde man ikke siger hans <«<l'arracher de ce Paris dont il se plaignait de connaître broder Det er ikke tilfældigt, at hans eneste udenlandsrejse gik til Ita= lien. Lige fra barndommen har Musset næret stor kærlighed til dette land. Han og hans broder havde, før de blev sendt i skole, en huslærer, som lærte dem italiensk paa deres spadsereture, hvor det var forbudt at tale fransk. — I sonnetten, som Tizians søn skriver til Beatrice Donato, og som begynder: «Lorsque j'ai lu Pétrarque, étant encore enfant», er det sikkert lige saa meget digteren som Pippo Vecellio, der taler. Skønt Musset kun har haft en maanedstid til ved selvsyn at lære Italien at kende, har dette land dog stadig levet i hans fantasi og spillet en fremtrædende rolle i hans digtning. Det er interessant at lægge mærke til, at det første digt, som han udgiver, handler om Italien, nemlig «Venise» fra 1828, og det sidste digt, fra 1861 er ligeledes en hymne til dette skønne land. Da han skriver «Venise» er han kun 18 aar gammel, og han synger Italiens pris i disse linjer: Et qui dans l'Italie N'a son grain de folie? Qui ne garde aux amours Les plus beaux jours? I sit sidste digt «Cantate de Bettine» tænker han stadig paa det som skønhedens og kærlighedens land: Aimable Italie Sagesse ou folie, Jamais, jamais ne t'oublie Ta rive fleurie Toujours sera la patrie Mellem disse to digte rummes næsten hele Mussets produktion: roman, digte, dramatiske arbejder og noveller, i hvilken han gang paa gang vender tilbage til Italien, hvad enten han henter sine emner hos dets forfattere, eller det blot danner rammen for hans egne ideer, ja selv i digte, der ikke har nogen direkte berøring med Italien, omtaler han det ofte som «le pays sans pareil». Italien har altid været kunstens og kunstnernes land, og Musset var en ægte kunstnernatur. Hvis ikke digtningen havde optaget ham, var han sikkert bleven maler; han lærte at tegne den første tid, efter han var bleven student, og han tilbragte alle sine morgentimer paa Louvremusæet, hvor han fyldte sine tegnebøger med kopier, som han senere ødelagde for udelukkende at give sig af med karikaturtegning. Der findes endnu flere albums fulde af Mussets karikaturer, der vidner om hans store tegnetalent. Det var de italienske renaissancemalere, han særlig studerede paa Louvre. Denne kunst har han hele sit liv elsket og beundret, og han omtaler den stadig i sine værker. Adèle Colin, der styrede hus for ham de sidste 10 aar af hans liv, fortæller om, hvorledes han paa et tidspunkt, da han næsten var uden penge, købte en kopi af Giorgiones «Den landlige koncert». Han var saa glad over dette maleri, at han holdt sig hjemme de følgende dage for at betragte det, og han fandt sig gladelig i at leve tarveligt, indtil det var bleven helt betalt.1 I sin første ungdom skrev han kunstkritiker til «Le Temps» og «La Revue des deux Mondes», og han færdedes meget sammen med kunstnere. I et brev fra 1831 til broderen skriver han: «J'ai ren contré Eugène Delacroix un soir en rentrant du spectacle; nous avons causé peinture en pleine rue de sa porte à la mienne et de ma porte à la sienne, jusqu'à deux heures du matin.>> Italien er tillige musikkens land. «Qui n'a pas entendu le chant italien, ne peut avoir l'idée de la musique», siger Madame de Staël. Musset var musikalsk, hvad ogsaa hans smukke harmoniske sprog vidner om. Fra han var 20 aar abonnerede han i Operaen, og navnlig Rossinis musik synes at have begejstret ham. Det er under indtryk af romancen fra «Othello», at han har skrevet digtet «Le Saule», hvor han giver følgende definition af musikken: Fille de la douleur! harmonie! harmonie! Qui nous vins d'Italie, et qui lui vins des cieux! 1 Adèle Colin: Alfred de Musset intime p. 52. Cette vierge craintive et d'une ombre offensée, Passe en gardant son voile, et sans craindre les yeux.1 At holde af musik var for Musset det samme som at holde af det italienske sprog, dels paa grund af dets klangskønhed, dels fordi det paa den tid næsten udelukkende blev anvendt i opera erne. Da han fra sin tidligste tid har interesseret sig for Italien, er det naturligt, at han ogsaa kender dets digtere. Han har læst Dante og Petrarca, som han nævner og citerer mange steder. «La divina Commedia» er jo rigtig romantikernes bog, fordi de i den genfinder hele middelalderens sjæl og tankegang, og som vi senere skal se, har den ogsaa haft stor betydning for Musset. Petrarcas sonnets bygning har han efterlignet i nogle af sine digte, han har læst Ma chiavelli, som han citerer et sted, men af særlig interesse er hans kendskab til de italienske historikere og novelledigtere, fordi han hos dem har laant emner til flere af sine teaterstykker og til et par digte. I «Confession d'un enfant du siècle», siger han: J'avais lu Boccace et Bandello; avant tout j'avais lu Shakespeare. J'avais rêvé à ces belles fringantes, à ces chérubins de l'enfer, à ces viveuses pleines de désinvolture à qui les cavaliers du Décameron présentent l'eau bénite au sortir de la messe. Som alle romantikere var Musset en stor beundrer af Shakespeare, og gennem ham har han ogsaa faaet interesse for Italien. Af nyere italiensk litteratur har han særlig dyrket Leopardi, som han satte meget stor pris paa. Den unge Musset, hans første digte og første komedie. Musset kan om sit liv sige det samme som Frank i «La coupe et les lèvres»: «L'histoire de ma vie est celle de mon coeur.>> Han er født 11. december 1810 i en fin gammel familie, hvor interessen for litteratur var en tradition. Hans fader, der blandt 'Disse linjer er 5 aar senere gentaget i digtet «Lucie». 2 «Les voeux stériles». * Deuxième partie. Chap. II. Un spectacle dans un fauteuil p. 262 (Lemerres udg.). |