EN DANSK FORFATTERINDE FRA DET ATTENDE ÅRHUNDREDE. CHARLOTTE DOROTHEA BIEHL C harlotte Dorothea Biehl deler skæbne med de fleste danske for fattere fra det attende århundrede: hun læses ikke mere, ikke engang av fagfolk. Selv en så fin og forstående historiker som professor Steenstrup hævder (i Den danske Kvindes Historie), at hendes skønlitterære forfatterskab «ikke har noget værd», og at hendes eneste adkomst til at mindes er oversættelsen av Don Quixote og de historiske skrifter. Når de sidste, der av C. Palu dan Müller betegnedes som «Slotssladdertaskens Anekdotskriveri», nu undtages fra den almindelige fordømmelse, skyldes det dr. Bobés overordentlig smukke levnedstegning av hende (i Fra Renaissance til Empire) hvortil jeg engang for alle må henvise. Dette rehabilitationsforsøg har desværre ikke hidtil båret frugt indenfor litteraturhistorien, og årsagen hertil må sikkert søges i, at professor Rønning så eftertrykkelig har taget livet av al dansk litteratur mellem Holberg og Oehlenschlæger. Et forsøg på en nøgtern vurdering av jomfru Biehls forfatterskab, set på baggrund av tidsalderens hjemlige og fremmede digtning, vil derfor ikke være uden interesse. I. Charlotte Dorothea Biehl (1731-88) har selv i Mit ubetyde lige Levnetsløb skildret sin åndelige udvikling. Som barn viste hun tidligt boglig interesse og ævne, der støttedes av hendes mor far, præsident Brøer, men efter hans død brutalt holdtes nede av den lidet tiltalende far, der var sekretær ved akademiet på Charlotten borg. Med den fødte litterats ukuelighed overvandt hun dog alle hindringer, skaffede sig bøger og stjal tiden fra sin nattesøvn for at sluge alt, hvad hun kunde få fat i, først på dansk og tysk, senere også på fransk, hvilket sprog hun med stor energi lærte sig selv. Som ældre erhvervede hun sig også betydelige kundskaber i spansk og italiensk, men synes derimod ikke at have haft noget kendskab til engelsk. I tyveårsalderen fik hun første gang forbindelse med teaterforhold, og derved vaktes hos hende en dramatisk interesse, som varede livet ud. Ældre, indflydelsesrige venner opfordrede hende til produktivt at nytte sine ævner; og den dag, hendes mor døde (18/10 1762), opførtes for første gang et værk av hende, en oversæt telse av Destouches' Le poète campagnard, der i årenes løb fulgtes av over en snes andre oversættelser, mest fra tysk og fransk. Det europæiske drama stod på den tid i det borgerlige, rørende skuespils tegn. I England hade genren været kendt og dyrket fra Elizabeths tid, og i Frankrig opstod nu under påvirkning derfra Destouches' comédie attendrissante, Nivelle de la Chaussées comédie larmoyante og Diderots drame serieux, der alle vil det samme: sentimentale hverdagsskildringer. Videre bredte denne digtart sig over Tyskland (Gellert, J. E. Schlegel) til Danmark, hvor den dog hidtil kun kendtes gennem talrige oversættelser og enkelte, talentløse bear bejdelser. Siden teatrets genåbning 1747 var der ikke fremkommet et eneste originalstykke av betydning, og man forstår derfor, hvilken opsigt det vakte, da i 1764 Den kierlige Mand, ovenikøbet av en kvindelig forfatter, gang på gang opførtes med held og snart efter blev udgivet i bogform. Handlingen i stykket er den, at Leonore efter nogle års ægtes skab har ladet sig rive med av det højere selskabslivs hvirvel og av den grund forsømmer både barn og mand. Leander, hendes kærlige mand, håber ved klog ømhed med tiden at kunne føre hende tilbage på den rette vej; men da hendes bulderbasse av en onkel buser ud med, at man anser ham for en hanrej og hende for en kokette, bliver han pludselig dybt bekymret, ikke av mistillid til hende, men av frygt for at hun skal sætte sit gode rygte til og forspilde hans ære. Han beslutter derfor at handle hurtigt, idet han stoler både på hendes kærlighed og sin egen klogskab; skulde det vise sig, at alt er tabt, vil han rejse bort og efterlade hende og barnet, hvad han ejer. Han griber da en lejlighed til at fortælle hende om en ulykkelig ven av ham, hvem der skal et livs tålmod og arbejde til for at frelse; hun bliver rørt og lover at prøve - hvorpå han bringer hende deres spæde, forsømte søn. - En bihandling er det, at Leanders ven Leonard elsker og vinder den kokette frues fine og dydige kusine Lucilia. Stykket er vel ikke noget mesterværk, men dog avgjort betyde ligt og viser frem til problemer, forfatterinden atter og atter skal tage op. Stilen kan undertiden virke temmelig træet og docerende, som fx. i Leanders tale, da han bringer barnet: «Der har De min elendige Ven, som trænger til Deres Bistand. Værdiges at beskytte og ledsage denne lille Uskyldige, som Verdens forfængelige og daarlige Forlystelser har berøvet sin Moder. Hun overgiver den til Betienterne, hvis slette Opførsel og onde Exempel udrydder Dydens Sæd af denne uskyldige Siel. Ja, den elskværdige Moder staar selv paa den yderste Kant af Fordervelsens Klippe, ved at søge sin Lyksalighed i Verdens farlige Omgang. De kan redde dem begge, thi ved at antage Dem denne Ulyksalige, fører De Moderen tilbage til sine Pligter. Dersom De altsaa ikke vil giøre det for Deres egen skyld, o! saa giør det for den rene og oprigtige Kierligheds skyld, paa hvilken denne lille Forladte er et Pant. Giør det for en Mands skyld, som elsker Dem høiere end sig selv, og som ved Deres Afslag vilde blive styrtet i den yderste Fortvivlelse, fordi De hersker med en saa uindskrænket Magt over hans Siel, at han aldrig kan finde Glæde i noget, uden i Dem, og i at befordre Deres Lyksalighed.» Noget mere hult deklamatorisk kan næppe tænkes; og man får medlidenhed med den stakkels hr. Rose, som fra scenen skulde av fyre en sådan salve. Men der er virkelig, mandig veltalenhed i de ord, hvormed Leonard bebrejder Leander hans altfor store overbærenhed: <<I ere ikke uden Skyld paa begge Sider. Var hun tryg, saa var du sikker. Hun overgav sig til Forlystelserne, uden at betænke Faren, der følger med dem; du tillod alt, uden at frygte for, at hun kunde besnæres af dem. Din kierlige Omgang imod hende har ikke kundet lade hende falde paa de Tanker, at hendes Opførsel mishagede dig.>> Og i en bifigur som Lucilia er den udadlelige ungpige givet med en bly ynde, som varmer endnu idag. Med hvilken naturlighed for mår hun ikke at give udtryk for en næsten Montaigne'sk livskunst: «Jeg sadt og læste i gaar i Bikuben', da mig blev sagt, at Vognen var kiørt frem; og jeg veed ikke, om jeg ikke heller var bleven ved min Bog, end kiørt til Bal. Men da jeg var der, saa beskieftigede jeg mig ikke med andet, end at tage Deel i den Fornøielse, som jeg var kommen der for, uden at bryde mig om alle de Daarligheder, som forefalder ved slige Leiligheder.>> En samling oversættelser fra udenlandske, særlig engelske tidsskrifter, udgivet av J. B. Lodde. Jomfru Biehl fortæller selv, at da hun skulde til at vælge en karakter, der ikke før hade været på scenen, så «løb jeg alle de Stykker igjennem, som jeg vidste, og ved at opregne dem i mit Hoved, kom jeg til Goldonis kierlige Kone. Skulde en kierlig Mand ikke ogsaa interessere? sagde jeg til mig selv. Jeg troer io . . .>> Med dette stykke er der dog, såvidt jeg har kunnet se, ingen forbindelse; derimod er den kierlige Mand - hvad allerede en angriber i Nye Tidender om lærde Sager (1764. 527) var opmærksom på en direkte dramatisering av Le bon mari, en av Marmontels Contes moraux, jomfru Biehls måske hyppigst benyttede litterære kilde. Hos Marmontel er Hortence dog gift an den gang, og hendes mand søger først ved alle mulige andre midler at unddrage hende de personers selskab, «qui passent la moitié de leurs vie à ne rien faire, & l'autre moitié à faire des riens». I den danske form er tonen i det hele mere uskyldig; men når man be brejdede forfatterinden, at skildringen av sæder og tilstande ikke passede på de hjemlige forhold, beror det nok på, at en del av den parisiske atmosfære er fulgt med ved overførelsen - et faktum som i det hele taget gør hendes komedier til en usikker kilde i kultur historisk henseende. Stykket blev, som sagt, modtaget med taknemmelighed av publikum; derimod var kritiken delt. Angrebet begyndte fra «et lidet Selskab», som allerede 1764 i Sorø udgav en piece på 64 sider, Kritike over den nye Comoedie den kierlige Mand. Det er et dygtigt og sagligt lille arbejde, der retter sine indvendinger mod brist i hovedpersonernes karakter: Leonore er for blød og god, ikke «et fuldkommen Mode-Fruentimmer», som Pernille hævder, men hvad hun hellere selv måtte vise sig at være; og Leander svigtes pludselig av sin klogskab, blir kleinmodig og vil løbe fra det hele. Forfatteren anbefaler varmt det engelske drama, som netop udmærker sig ved sin karaktertegning, og anfører i oversættelse tre hele scener av et engelsk stykke «den opbragte Mand, eller en Rejse til Lon don», dog ikke, som ellers angivet, Vanbrughs efterladte, ufuldendte Journey to London, men Colley Cibbers mere sentimentale bearbejdelse The Provok'd Husband (1728). Også det handler om en forlystelsessyg hustrus omvendelse - men har i øvrigt intet tilfælles med det danske stykke. Kritiken slutter med at rejse kravet om, at skuespillerne bør være dydige i deres privatliv: «O! vidste mangen en Actrice, at et lydeløst Hierte kuns kan udtrykke ædle og høie Følelser>> - en tanke, som senere Rahbek blev en ivrig tals mand for. 1 Dette angreb gentages, pedantisk skærpet, av en indsender i et av de sidste numre for 1764 av Nye Tidender om lærde Sager. Men efter nytår tager redaktionen selv fat og ofrer flere numre på en «partiesk Critik» til forsvar for stykket. Den er typisk for tidens bedste kritik, idet den giver både udførligt referat og fin psykologisk fortolkning av de handlende personer, så fin og forstående endda, at komedien ubestrideligt vinder i værdi under anmel derens hånd. Det eneste, der kan indvendes mod dette forsvar, er, at det er mere moralsk og psykologisk end egenlig dramatisk hvilket da også understregedes i et Giensvar fra det lille selskab. Tidsskriftet replicerer endnu engang og drager den uimodsagte slut ning, at «uden at forurette hende kan man ikke fragaae, at det jo er det største og bedste Mesterstykke af et Lystspil, som er kommen for Lyset efter Baron Holbergs Comoedier». Et lille tillæg fik denne polemik, idet der udkom en tysk oversættelse, så slet at Dorothea Biehl, offenlig og på tysk, selv måtte rette stil deri og fralægge sig alt ansvar for den. Den frugtbare forfatterindes næste komedie var når vi ser 1 Det vilde være interessant at kende forfatteren til dette lille skrift, der, ligesom det følgende Giens var på en kritik over kritiken, viser omfattende kendskab til tidens dramatiske litteratur og er en værdig forløber for Rosenstand Goiskes Dramatiske Journal. - Det er trykt i «Sorøe. . . . hos Jonas Lindgren», der benyttedes bl. a. av J. S. Sneedorf og året efter av forfatterne til de såkaldte «sorøeske samlinger»: H. W. v. Gerstenberg, Chr. Fleischer og P. Kleen. Disse forfattere kaldes i Gerstenbergs Schleswigsche Briefe for «die kleine Gesellschaft» i modsætning til det store, : selskabet for de skønne videnskaber. Betegnelsen «det lille selskab»> er altså fælles, og yderligere nævnes det i Giens var, at de er ved at udgive en dramatisk avhandling av Riccoboni som netop findes i andet bind av de <<sorøeske samlinger». Hvem der har skrevet de forskellige avhandlinger i disse samlinger, er endnu ikke fastslået; men av et brev fra Gerstenberg til Rahbek (Bobés udg. av Levned og Meninger, s. 319) ved vi, at han skrev foroidet «und was in dem Sinne desselben nachher weiter vorkommt» — deriblandt måske også omtalen av andre stykker av Dorothea Biehl. Metoden er den samme med bred dokumentation og oversættelse av hele scener en fremgangsmåde, Gerstenberg også anvender i tidsskriftet Der Hypochondrist (1763), hvor han omtaler skuespil av Jonson og Gay. Tryksted, den kritiske metode, den dramatiske interesse og den varme forkærlighed for engelsk tyder da på, at vi her har et værk av den, også på mange andre måder av tidens dansk-tyske litteratur så fortjente H. W. v. Gerstenberg måske oversat og udgivet av Chr. Fleischer. |