Hele folket er krigeren underdanig. Det er ikke andet å gjøre end å samtykke i det som kongen vil befale mændene.

Hordenes konge bragte sit verk til slutt. Fred blev endelig sluttet det tredje år. Det skutte stål hadde bitt for stranden. 1

En ting er sterkt påfaldende i disse strofene, som taler om kamp over hele Oplandene, mot både raumer, heiner og hringer, at kon gens motstandere er anonyme bønder, at ingen høvding nævnes eller antydes. Det synes næsten utænkelig at ikke kong Haralds faste hirdskald hadde latt os få se den slagne Håkon, hvis han virkelig hadde været føreren for de oprørske oplendingene.

2

På den andre siden er beretningen i Morkinskinna om Håkons danske og svenske jarledømme helt rimelig. I Halland hadde det sittet en nordmand før som jarl, Finn Arnesson som må ha været der i mindst et halv snes år, før Nisåslaget (1062); kanskje har der også før den tid sittet en halvnorsk jarl i landskapet, den Gautulv som Halvdan Koht har gjættet på, og fra senere tider vet vi at det regelmæssig sat jarler i dette grænselandet, helt til ut i det 14 årh.

3

Om svensk politik i kong Steinkels tid vet vi svært litet og kan derfor heller ikke få nogen klarhet over motivene til det fiendtlige forholdet mellem Harald Hardråde og Steinkel. Forholdet mellem Danmark og Sverige i denne tid ser ut til å ha været nært og godt, og likeledes stod Steinkel i et helt venskapelig forhold til erkebiskop Adalbert av Bremen, som Harald nettop i begyndelsen av 1060-årene var kommet i en skarp konflikt med. Nogen forklaring på hvorfor kong Harald angrep kong Steinkels rike i Gautland, gir dette vistnok ikke; men det taler ialfald snarest for at forholdet må ha været uvenlig.

Håkon Ivarssons svenske jarledømme nævnes også i en anden tradisjonsrække, nemlig i Orkneyjarlenes saga, hvor det fortælles om hans dattersøn Håkon Pålsson at han blev vel mottat i Sverige hos kong Inge Steinkelsson for sin morfars skyld, som hadde hat rike der under kong Steinkel.

1 Den siste strofen hører vel snarere til freden med kong Svein, i det tredje år efter Nisåslaget, end til oplendingekampen.

2 At Finn skulde være blit sittende som Hallandsjarl også efter Nisåslaget, slik som Snorre fortæller, er lite rimelig; Snorres kilde for episoden mellem Finn jarl og kong Harald efter Nisåslaget, Morkinskinna, vet ingenting om det, og Snorre selv har ingen konkrete oplysninger om Finns senere skjæbne, bemerkningen er sikkert bare et uttryk for hans eget ræsonnement. Ágrip lar, likesom Morkinskinna, Finn bli med Harald tilbake til Norge efter Nisåslaget.

'HT. 5R. V 138.

En sterk og uventet støtte får endelig Håkons svenske herredømme ved runeinnskriften på Komstadstenen i Småland, reist over «Vråe Håkon jarls stallare». v. Friesen' mener riktignok av runo logiske grunne å måtte datere Komstadinnskriften til ca. 1050 og vil derfor heller tenke på Ladejarlen Håkon Eiriksson; men præcisjons dateringens tid er vel forbi for runeinnskriftene, og den historiske situasjon taler med avgjørende tyngde for at det er Håkon Ivarsson og ikke Håkon Eiriksson som her er nevnt.

Fastholder vi klart at det er to forskjellige tradisjoner, vi har om Håkon jarl, og at det er Morkinskinnatradisjonen som ligger den historiske sannhet nærmest, kan det ikke undgå å få vidtgående konsekvenser for hele vår opfatning av Harald Hardrådes historie. De kan her bare antydes, da de må ses i forbindelse med det føl gende halve århundredes historie, navnlig med begivenhetene under Magnus Berføtt; men det blir ialfald tydelig at det centrale punkt i Haralds kongedømme blir Viken. Drapet på Einar Tambaskjelve blir en episode uten videre følger, og nogen trøndsk reisning blir der ikke tale om; Haralds hårdhet mot oplendingene blir en rent indre sak uten sammenhæng med den skandinaviske politik, mens derimot forsøket på erobring av Vestergautland er innledningen til en erob ringspolitik som fortsættes helt inn i det følgende århundrede.

Spør man tilslutt sig selv, om der kan gis nogen forklaring på hvordan Håkon Ivarsson-tradisjonen kan ha fåt den omformningen som vi møter først i sagaen om ham, siden hos Snorre, er det ikke vanskelig å finne den retning, svaret må gå i: det er den sterke tendens som går igjennem den islandske sagadigtningen, til altid å finne ættesammenhæng, til altid å søke begivenhetene forklaret ut fra hevn eller frændskaps-motiver. I det 13 årh. hadde man på Island større interesse for Håkon Ivarsson hvis man kunde se ham som det siste ledd i ættekampen mellem Hårfagreætten og Lademændene, end hvis man så ham som det han virkelig var, den siste av de gamle, fra bondesamfundet løsrevne, vikingehøvdingene.

Edv. Bull.

2 Meddel. från Norra Smålands fornminnesfören., 1922, s. 42 ff.

FORHOLDET MELLEM SWIFT OG STELLA

Det

SÆRLIG BELYST GENNEM JOURNAL TO STELLA

et har altid interesseret ikke alene det brede publikum, men også den snævrere og mere kræsne part af dette, at trænge ind i de store mænds private forhold og særligt deres forhold til det andet køn. Og ett af de tilfælde, der har pirret folks nysgerrighed allermest, ikke alene på grund af det dunkle og ganske særegne præg, forholdet har, men også på grund af mandens i mer end een betydning enestående personlighed, er: forholdet mellem dr. Jonathan Swift, Gullivers forfatter, og Mrs. (dengang frk.) Esther Johnson, almindelig kendt under navnet Stella.

=

Det fyldigste og mest autentiske materiale til belysning af dette problem findes i de 65 breve i dagbogsform, som Swift sendte til sine veninder Esther Johnson og hendes lidt ældre husfælle Rebecca Dingley i Dublin, mens han opholdt sig i England fra sept. 1710 til juni 1713; brevene er senere samlet og udgivet under titlen Journal to Stella.1

Den 14. marts 1713 skriver Swift: «My letters would be good memoirs, if I durst venture to say a thousand things that pass; but

1 De sidste 25 breve blev offentliggjort af Hawkesworth i 1766, i 1768 udgav Swifts halvfætter Deane Swift de øvrige, ældste, 40 breve; begge udgivere har taget sig ret store friheder angående texten, således har begge udeladt eller omskrevet <<little language» (betegnes her 11); i 1860'erne fandt Forster det første og de sidste 25 breve (undtagen nr. 54, for 28.-30. okt. 1712) i originalmanuskript og benyttede dem i sin store Swift-biografi, af hvilken kun første bind til 1711 foreligger; med rette lægger han stor vægt på det 11, han fandt hær, og ydede skarpsindige bidrag til udtydningen af det. — Ved udarbejdelsen af denne afhandling er Rylands udgave (Lond. Bell & Sons) fra 1922 benyttet.

I hear so much of letters opening at your post-office, that I am fearful.>> Hvis der var forhold, Swift ikke ønskede almindelig kendt, gjorde han ret i at være varsom; det var ganskevist ikke irske postkontorister, der fik brevene at læse, men 50 år efter blev de trykt og dermed gjort tilgængelige for den ganske verden! Vi må altså være klare på, at vi sandsynligvis ikke er meget mere velkomne end de irske postmænd, og selv om vi kan fremføre gode undskyldninger som fx «herregud, manden er jo død for snart 200 år siden,» eller: «videnskaben går fremfor alt og kan ikke tage den slags sentimentale hensyn,>> - så skal det dog huskes, at det er helt og holdent private breve, vi nærer vor (eventuelt rent objektivt videnskabelige!) nysgerrighed på, og at vi i virkeligheden ikke er meget mere taktfulde end engelske lorder, der trænger ind i egyptiske konge grave; forhåbentlig er der forskel på den hævn, der rammer dem som forstyrrer de egyptiske dødes fred, og den skæbne, der venter os, som kun beskæftiger os med afdøde englændere. Ihvertfald: nu er gravkammeret engang blevet åbnet: så i herrens navn lad os træde ind- håbende på, at resultatet måtte hellige handlingen, som det skete, da man havde åbnet Swifts grav i St. Patrick's i Dublin og nu så, at Swifts og Stellas støv havde fundet hvilen i den samme kiste. Og vi gør det med så meget mere berettigelse, som den ene Swift-forsker efter den anden gør opmærksom på det vigtige materiale, der ligger hær, mens kun een, nemlig Forster, har taget rigtigt fat i det, et arbejde, der jo desværre blev afbrudt ved hans død og der for, som tidligere nævnt, standser ved en periode, der svarer til de første af Journals breve.

Det er således en ret vigtig og altså endnu uløst opgave, der tages fat på hèr- en opgave, hvis løsning skulde kaste lys over en af de mærkeligste personligheder, der har existeret, dog, det må huskes, et for så vidt eensidigt lys, som det kun er Swifts private personlighed, der hèr, som følge af emnets karaktèr, kan blive tale om. Swift hørte nemlig i høj grad til dem, der havde en officiel og en privat side af deres personlighed, og i disse breve er det netop, endda i en ganske sjælden høj grad, den private Swift, vi møder (jfr. for 25. aug. 11.: «But let me alone, sirrahs; for Pdfr1 is going to be very busy; not Pdfr, but t'other I») selv om vi naturligvis gennem dennes beretninger og reflektioner skimter den

vene.

1 Pdfr (udfyldt: Podefar) er den betegnelse han benytter for sig selv i bre

officielle Swift

som man af bagsiden af en maske kan gætte sig til forsidens udseende.

Det var tre strenge år, Swift levede i London: han var på vagt til alle sider og kæmpede både for at komme frem og for at holde sig i frit og åbent vand. Men det tog på kræfterne. Og når han så kom hjem fra den konversérende, politicérende, regérende og intrigérende by, eller inden han om morgenen drog ud på felttog, søgte han et par minutters hvile og fred ved at skrive et par ord til MD.1

Som Swift har siddet dèr i sengen en tidlig råkold morgenstund med fløjelshætten på hovedet for at varme den på grund af parykken glatbarberede isse og sin night-gown om skuldrene, skrivende ved det usikre lys fra en blafrende voxkerte, mens stanken fra afløbsrender og rendestenen sivede ind til ham og gadesælgernes skingrende stemmer derude begyndte at skære ind i stilheden med deres Rrrrrrrrrrare Chelsea Buns og gammelt tøj - så kunde denne sære, ærgerrige, hårde og tit brutale præst med ett blive øm, følsom, pludrende som et lille barn. Når han kommer til at tænke på sine own dearest rogues, sine dearest little MD, sidder han og taler højt til dem: «Do you know that every syllable I write I hold up my lips for all the world as if I were talking in our own little language to MD. Faith, I am very silly; but I can't help it for my life» (4. april 11); og MD må også tale our little language «and oo must cly Lele, and Lele, and Lele aden. Must oo mimitate Pdfr, pay? Iss, and so oo sall. And so lele's fol oo rettle [letter]. Dood mollow!» (7. marts 11).

Dette little language er i sig selv en stadig erindring om Swifts og Stellas venskab gennem mange år det skriver sig fra den allerførste del af Swifts ophold i Sir William Temples hus, som han kom til i 1688, da han selv var 21 år og Stella en 6-7 år. Den lille, dengang svagelige, pige har vakt hans interesse ved sin gode forstand og hans hengivenhed ved sin mildhed og godhed. Little language har en friskhed og godhjertethed over sig, der står uendeligt over et parallelt fænomén som det kunstige klikesprog, man anvendte i Bakkehuset en 100 år senere, og viser, at det er en for de to venner næsten selvfølgelig fortsættelse af det barnesprog, Swift anvendte overfor og hørte hos den 1 MD betyder my dears det er Swifts betegnelse for Stella og Dingley.