NOGLE BEMÆRKNINGER OM EGILS STIL.

Kenningerne er en inhærent del af den norsk-islandske skjaldedigtning,

de er typisk karakteristiske for denne særegne poesi, og hvis vi læser Meissners bog om skjaldedigtningens kenninger, bliver vi for bauset ved at se, hvor mange der findes i det gamle sprog, hvor ofte det samme billede kommer tilbage, skønt det er næsten altid forskellige variationer over et thema. Man har et grundbillede, f. ex. en mand bliver kaldt ved et eller andet vaaben, men i denne begrænsning varierer digterne paa utallige maader og deri kan de have et særeget præg, kan de give noget personligt, kan de vise om de har et talent eller om de kun er rimsmede. De, som ikke er kunstnerisk begavede, bruger en kenning allene som digterisk udsmykning af deres vers, det er noget nødvendigt for dem, men ved det samme bliver kenningerne noget rent mekanisk, man opløser dem som en mathematisk formel, uden at fore stille sig noget derved. Det er billedsprog, som er blevet til schablon, i stedet for et ord bruger man tre, fire forskjellige uden at man forestiller sig hvad ordene i virkelighed betyder, det er det døde billedsprog.

Saa har det egentlig været i enhver litteratur periode, man begynder med nye billeder, nye ord, et nyt sprog, det varer en tid, saa kommer epigoner og det som først var noget frisk og livligt, bliver altfor ud nyttet og slidt. Det engang saa smukke sprog bliver mekanisk og flovt. Saadan maa det ogsaa ha gaaet med skjaldedigtningens sprog. De store digtere haandterede materialet paa en helt anden maade end de senere, eller mindre begavede, for hvem det digteriske sprog blev til jargon, noget helt udvendigt.

Hvordan har nu en stor digter som Egil, en mand, som mere end sine samtidige var lyriker, som sang om eget liv og egne følelser, brugt dette klassiske digtersprog? Var kenninger for ham noget, man

brugte fordi det nu engang tilhørte digtersproget, eller var det noget nødvendigt, idet det gav hans vers et særeget præg, kunde han bedre udtrykke det han mente ved tilføjelse af billeder? Levede det for ham eller var det noget mekanisk? Det har jeg prøvet at undersøge, idet jeg først tog Egils store digte, fordi de former en enhed, fordi de er lyrisk stemt, og vi ved under hvilke omstændigheder de blev digtede.

Hofuðlausn.

Under yderst besværlige omstændigheder har Egil skabt det berømte digt Hofuðlausn, saa vanskeligt for os at forklare. Han var fuldkommen i sine dødsfjenders magt, Erik blodøx og hans kone Gunhild, som vendte sig endnu mere forbitret mod ham end Erik selv. Og allene ved mellemkomst af den højmodige Arinbjorn sker det, at kongen skænker Egil endnu en eneste dags liv, en nat som Egil, igjen i følge Arinbjorns raad, skal tilbringe med at digte en lovsang for Erik, hvorigennem han skal udsone alt hvori han har fejlet mod Erik. Saa stor pris sætter man paa en lovsang af Egil, saa meget skal den udbrede kongens rygte, fordi den er udødelig, at den kan opveje alle tidligere fornærmelser. Egil er uvillig, og allene fordi Arinbjorn gør sig stor umage, lader Egil sig overtale. Arinbjorn prøver at opægge digteren ved Bragi's forbillede, som frelste sit liv ved en lovsang for Bjorn, den svenske konge. Først bliver Egil uvillig, men da Arin bjorn kommer til ham, og fordriver de onde magter, laver Egil sit digt i en nat.

Det er igjen Arinbjorn som næste morgen opnaar af kongen, at han skal lytte til Egils sang, og da Egil har udtalt sit digt, lover Erik ham at han, som fri mand, kan tage afsked af kongen, skønt han tilføjer endnu udtrykkelig at han ikke har skænket islænderen fred.

En mand af Eriks uddannelse maa altsaa have kunnet begribe Hofuðlausn, naar digtet gjorde saa stort indtryk paa ham, at han indsaa hvordan hans ros derigennem skulde forøges og det saa meget, at han derfor lod sin dødsfjende, som var i hans magt, undslippe. Under meget ualmindelige omstændigheder har Egil altsaa gjort dette digt, og skønt det for efterverdenen er vanskelig at forstaa, allerede Bjorn af Skardsá (1574–16551) skrev at han behøvede et aar til at begribe et digt, Egil lavede i en nat, saa kan vi dog endnu meget godt æsthetisk vurdere det.

1 Gudmundur Þorlaksson, Udsigt over de norsk-islandske skjalde, 1882, s. 28.

Digtet bestaar af en indledning, en mellemliggende del, som er højdepunktet, og en afslutning, og det hele er bygget saaledes at vi først har 5 strofer + stef, tre gange 2 strofer + stef, og 5 strofer ved slutningen. Et uforklarlig yngre tillæg kan maaske pege paa at der oprindelig har været et slutningsstef. De første tre strofer udgør indledningen, str. 1 er en indledende accord, digteren er kommen hinsides søen og saa kommer af sig selv sammenligningen med Odins sö, som er digterdrikken. Strofen er delt i to halvdele, Egils rejse udtalt i <vestr komk of ver og drók eik á flot við ísabrot», og den symbolske fart, hvorom fortæller versene «en ek Viðris ber munstrandar mar hlóðk mærðar hlut mun knarrar skut».1 I denne strofe er Viðris munstran dar mar ikke en død kenning, men et for Egil levende billede, som han udsmykker i de følgende vers: paa bagstavnen af sit sjælsskib ladede han sin digtnings bytte, og denne sætning viser os at digteren virkelig tænkte paa et skib, thi bagstavnen var det sted ombord hvorpaa de sædvanlig medførte fangsten. Egil bruger dette udtryk fordi han først talte om et virkeligt skib; som sømand og viking tænker digteren paa de daglige forhold paa havet. Saa følger i str. 2 og 3 de almindelige anmodninger om taushed, gentaget i str. 7 efter det første stef, fordi Egil ikke er sikker paa om han skal faa mennesker til at tie stille, om Erik vil høre paa ham. Ved slutningen af str. 3 kommer Egil til sit egentlige thema, Eriks liv. Han roser to egenskaber, som blev højest skattede hos en konge, tapperhed og gavmildhed, men i kampstroferne hører vi mere vikingen Egil, som synger om krigens herlighed i almindelighed end Eriks beundrer, og det er netop herved at ogsaa en moderne læser kan nyde dette digt; ellers kunde han maaske ikke undertrykke sin utaalmodighed, men nu indser han hvordan Egil allene tvungen af nødvendigheden maatte hædre kongen.

Ved slutningen siger Egil, at han har frembragt et digt ór hlátra ham, fra latterens ham. Han slynger sin haan Erik i ansigtet, det forholder sig ikke saaledes at hele digtet er ironisk, men dette vers karakteriserer digterens holdning overfor kongen. I denne sammen hæng synes jeg ogsaa at det er bedre at læse i st. 2. hilmi. Egil har gjort det vovestykke at udlevere sig selv i Eriks hænder, han maa

taale følgen deraf, og gøre en lovsang, men uden at han gør sin egen værdighed afbræk.1

Efter indledningen siger Egil at alle mennesker har hørt, hvordan kongen kæmpede, men Odin saa, hvor de døde laa. Odins blik paa de faldne krigere er ingen rethorik, men noget reelt, hvorigennem kampene faar en højere glans, Egil selv har stridt meget, og fordi han har set saa mange kampe, faar hans beskrivelse dramatisk kraft og livlighed, en livlighed som gaar tabt, naar vi oversætter strofen i et moderne sprog, fordi vi der ikke har saa mange ord for strid. Og netop fordi der i det gamle islandske sprog var saa mange maader hvorpaa man kunde udtrykke begrebet kamp og alt som var annex dertil, maa interessen for kampen have været vældig, baade hos digtere og tilhørere. Det sker en eller anden gang at digteren mener, at hans publikum ikke rigtig har forstaaet ham, og saa forklarer han et ord, som beit bengrefill, þat vas blóðrefill.

Egils kenninger er her meget enkle, indviklede kenninger fore kommer ikke, han anvender mere smaa omskrivninger, som hjaldrs tranar (11), hjalmroðul (8). I str. 5 tror jeg at man maa oversætte vefr darraðar bogstavelig med spydens væv, ikke med kamp, saa bliver der ogsaa for os en anskuelig forestilling om spydenes vrimlen. Der er noget personligt i Egils billedsprog, hvorpaa vi har et exempel i str. 15 hrutu undar bý. At man sammenlignede pile med fugle forekommer flere gange, men det er noget nyt at forestille sig en pil som en flyvende, stikkende bi.

2

I str. 16, 17 og 18 roses Eriks gavmildhed i et meget kortere stykke end det, hvori Egil taler om kamp og det er som om digtet her bliver lidt schablonagtigt, meget mere end i krigsstrofer. At Egil i kampstrofer skildrer noget som han ser levende for sig, noget som er realitet for ham, mærker vi idet han fortsætter en samme tanke og udvirker et billede han engang er begyndt paa. Her træffer vi ikke det, som vi saa mange gange ser hos andre skjalde, at det ene billede fortrænger de andre og at billedsproget paa denne maade bliver stivnet og dødt, men Egil holder sig ved et billede og udvikler det nærmere. Str. 4-9 udmaler stridens kraft og i 10–16 har vi vedvarende det billede af ulven og ravnen, som søger efter foder paa valpladsen.

1 At Egil kommer af sig selv, og ikke efter Eriks indbydelse følger ogsaa af Arinbjarnarkviða str. 3.

Meissner, Die Kenningar der Skalden, s. 145.

Sonatorrek.

Hvis Egil i et af sine digte var lyrisk stemt, saa var det vel i Sonatorrek, digtet som han skabte for at befri sig selv fra den store sorg, hans søns død voldte ham. Det er maaske ogsaa det af hans digte, som moderne mennesker endnu mest kan efterføle.

Af de to sønner hvorom han i digtet taler, bliver én, Gunnar, allene nævnt i sagaen, vi ved kun at han levede og døde (s. 56.4 c. 78.30), men den anden Bodvar, (c. 78) var en mand som Egil selv, der herskede en stor kærlighed mellem faderen og sønnen, som havde et smukt udseende og en karakter som hans fader skattede højt. Efterat Egil havde lagt Bodvars lig i Skallagrims grav, trækker han sig tilbage, han indelukker sig helt i sin smerte, han vil ikke se noget menneske og allene hans datter Thorgerd lykkes det at vække ham af hans be drøvelse. Hun ægger ham til at overvinde sin smerte ved at gøre et mindedigt. Og Egil befrier sig fra sin sorg i en dybfølt klage, hvis skønhed vi endnu efter saa mange aarhundreders forløb kan føle. En befrielse har digtet virkelig været for Egil, et digt, som han kun med største anstrengelse kunde føre frem, (str. 1) og ved slut< ningen, da han har ydet og overvundet sin smerte, takker han Odin for den store digtergave, en kunst uden fejl, som guden har skænket ham. Han agter denne gave som en velsignelse, som den gave, hvorigennem han kan lave offentlige fjender af skjulte uvenner. Digtergaven er Egil til trøst, det er en erstatning for hans ulykker, bolva bætr (23), og digtergaven er en velkommen opfindelse af Odin. Ordet fagnafundr har her en bestemt betydning, digtkunsten blev opfunden av Odin til glæde for mennesker og kenningen «fagna fundr Friggjar niðja» er her mer end en tom omskrivning eller et ordspil. At det ogsaa virkelig er en levende kenning beviser den videre udsmyk ning, ár borinn ór Jotunheimum. Vi maa altsaa ikke oversætte med digtergaven, men ved den glædelige opfindelse af Frigs slægtninge.

Den almindelige tankegang i Sonatorrek er en klage af en fader, som er bleven berøvet sin mest elskede søn, og som er bleven allene, nu da han er gammel. Ingen anden søn har han tilovers til trøst i sin alderdom, ti Egil føler sig, som en rigtig german, et medlem af sin slægt. Han er et led i den kæde, som hans slægt former, og derfor nævner han først sine forældre inden han synger om sønnens død. Hans sorg er ogsaa at hans slægt er dømt til døden som stormslagne træer i skoven (str. 4), der er et hul i slægtens kæde. Egil