kalder sin søn ættar skjoldr (str. 10) og ættar ask (21), det er ikke et afslidt udtryk for mand, men han kalder sin søn med hensigt slægtens træ eller slægtens skjold, han som skulde værge slægten. Egil har ingen videre støtte (str. 15), han maa have en hævner, foragteligt er det at tage penge som erstatning for en søn, derved til intetgør man slægten; men Egil kan ikke selv hævne sig, kræfterne mangler ham. Denne tanke paa hævnen opstaar ogsaa, fordi Egil føler Bodvars død som en fjendtlig handling af guderne, rettet mod ham personlig, og særlig af Aegir, som berøvede ham sønnen, og af Odin, hvem han forgæves stolede paa. Odin og Aegir er for Egil virkelige guder og ingen poetisk udsmykning. Af hele digtets indhold kan vi slutte, at Egil var knust af smerte, ogsaa selve sagaen fortæller det. Naar vi saa i dette digt undersøger Egils kenninger, maa vi gaa ud fra forudsætningen at billedsproget i dette dybfølte digt er en fortolkning af digterens inderlige bedrø velse, ikke nogen sansløs udsmykning, dertil er Sonatorrek altfor lyrisk farvet. Kenninger i dette digt er noget naturligt for Egil, de har et spontant præg og kan ikke være et fornuftarbejde. Jeg tror ikke at der er noget andet digt som bedre egner sig til undersøgelse for at bedømme Egils brug af kenninger end netop Sonatorrek. Jeg kunde allerede pege paa nogle exempler, og det kan vel ikke være tilfældigt, at digteren her anvender saa mange forskjellige omskrivninger for havet og Odin. Havet er for ham personificeret i guden Aegir og gør vi ikke nogenlunde det samme naar vi ved en skibsulykke taler om det grusomme hav, som om vi forestiller os havet som et menneske eller en dæmon. For Egil er havet, som berøvede ham hans søn ikke længere et element, men en ondskabsfuld, lumsk guddom, som bestjal ham, rev itu hans slægts baand. Naar Egil forestiller sig havet som et levende væsen, maa ogsaa tanken om hævn opkomme hos ham, og dobbelt stor maa hans smerte være, da han ikke kan hævne sig. Netop fordi han forestiller sig havet som Aegir, opstaar der forskellige mythologiske kenninger i hans aand, og han kalder havet nogle gange som Aegir, ølbrygger, og taler om havets brud. Det ser ud som om omskrivningen glsmið er nogenlunde ringeagtende, naar digteren kunde forfølge sin sag med sit sværd skulde det være ude med ølbryggeren, men saadan en kryster lader sig ikke forfølge og angribe. I str. 6 er hronn og sær vel navne for det forræderiske vand, men havet er her tænkt som en tænkende, besjælet kraft; i 7 kom mer det personlige optrin af Rọn, og «rọn» og «marr» forekommer i den samme tankegang, i den samme strofe, de er synonymer for havet, tænkt som personlighed, som senere kan blive kaldt «sonar bani». Egil føler ogsaa Odins upaalidelighed og det er frem for alt i de sidste strofer at digteren taler om ham. Egil troede paa Gauternes ven, spydets herre, inden vognguden, sejrgiveren brød venskabet med ham. Odin, ulvens modstander, gudernes værner, altsaa den stærke, kampvante, og Mimes ven, den fornuftige, brød venskabet, men gav ham som erstatning digtergaven og fordi Odin er den store og mægtige, maa Egil underkaste sig. Derfor kan han slutte stille og fatalistisk, han kan nu afvente sin egen død. Nogle gange omtaler Egil i Sonatorrek døden; sin egen død kalder han at afvente Hel, her har vi den gængse forestilling at manden, som dør af alderdom eller sygdom, gaar til Hel. Naar Egil omtaler Bodvars død siger han, at sønnen er gaaet til sjælens veje, og at han mener, at sønnen er kommen til en aandeverden, i et luftrige, «í bæ býskeiðs», følger af str. 18. I det hele taget er Sonatorreks kenninger altsaa enkle, de staar i sammenhæng med tekstens indhold, og vi kan endnu fatte dem, fordi de er anskuelige, de indeholder et billede laant fra det daglige liv eller fra mythologien, som digteren forestiller sig og som vi ogsaa kan se i vor fantasi. Vanskelig at fatte er derimod kenningen fra den første strofe, men her har vi ogsaa den møjsommelige begyndelse; det var for Egil selv en svær opgave at begynde dette arbejde. Maaske er det for klaringen paa den fremmedartede indledning Mjąk erum tregt Det er som om han ikke kan begynde at digte, digtet lader sig ikke let føre frem fra sjælens skjul. Det er vel derfor at Egil taler om «Viðurs þýfi», noget som er stjaalet, og først bliver skjult, senere i anden str. bliver digtet til «fagna fundr». Kenningen af str. 19 «rýnnis reið» for hoved, kundskabens vogn, er lidt fordrejet, men denne stofe er corrupt; som et almindelig brugt billede har vi allene tilbage «jotuns hals undir» (str. 3) og «mána brúðar byrvind» (str. 13), hvor vi maa tænke paa, at mythologien altid stod de gamle digtere levende for øje. De havde endnu en følelse for mythologiens virkelighed, derfor kunde de laane alleslags billeder fra mythologien, mens disse kenninger derimod for os savner den spontane følelse og bliver til schablon. Og hvad til slutning constructionen af Sonatorrek angaar, er den enkel, ogsaa derved at kenningerne er korte. Engang imellem bliver en mellemsætning indskudt som i str. 2, engang staar «ok» foran istedetfor mellem de to led af en forbindelse, hvad vi ogsaa kan se i lausavísur, men ellers er Sonatorreks syntaks næsten den almindelig brugte. Arinbjarnarkviða. Digtet om Arinbjorn har Egil lavet af egen fri vilje, da han hørte, at Eriks sønner efter kong Haakons fald, havde overtaget styret af Norge og at Arinbjorn beklædte en hæderfuld stilling hos Harald Eriksson. Arinbjorn var en mand, hvem Egil havde meget at takke; han havde reddet hans liv, og naar Egil, den stolte, selvbevidste gjør en lovsang for Arinbjorn, maa han føle sig dybt taknemmelig overfor vennen. Da digtet er saa mangelfuldt overleveret, kan vi kun delvis følge tankegangen. Str. 1-16 kan vi anse som en indledning inden selve lovsangen begynder og i denne indledning anmelder Egil sig selv, fuld af stolthed. Naar vi er overbevist om, at digteren er en krafts fuld, modig personlighed, som allerede havde digtet meget og som havde trodset mange farer, bliver derved ogsaa Arinbjorns anseelse forøget. Thi Egil siger selv, at han er hurtig villig at love en fyrste, at han taler aabent om en fyrstes bedrifter, men gerrige men nesker og folkeløgne ringeagter han. Foragt har han for praleri, men han roser sine venner, og derfor kan vi være sikre paa at alt hvad Egil nu skal sige er sandt. Hans eget billede bliver større, naar han fortæller, hvordan han engang havde paadraget sig vreden af den mægtige konge, hvis blik man kun med angst kunde trodse. I denne tid besøgte han hersen Arinbjorn, som boede i kongens land, og uagtet alle farer, opsøgte Egil den mægtige hersker og fik som løn for sin lovsang sit liv. Men i disse farlige omstændigheder var Arinbjorn hans eneste støtte og ven, manden som aldrig udtalte en løgn, og befriede ham fra kongens fjendskab. Det er ikke Egils Höfuðlausn som digteren eftertrykkelig peger paa, men Arinbjorns ædelmodige opførsel, som gjorde ham til fri mand igen. I indledningen forkynder Egil Arinbjorns udmærkede egenskaber, hans adfærd overfor digteren maa gengældes, og gengældelsen gives i en ædel lovsang. Der er mer end et æmne for en lovsang. Frem for alt taler Egil om de to egenskaber som mest bliver beundret af digtere, Arinbjorns gavmildhed og hans mod. Om det sidste har Egil uden tvivl endnu fortalt mer, men vi kan ikke udfylde lakunerne, og vi maa være til. fredse ved allene at høre om, at Arinbjorn har hjulpet Egil i store vanskeligheder. Str. 24 og 25 danner en afslutning, parallel med begyndelsen. Egil gentager at det vilde være en skam, hvis han ikke skulde gengælde Arinbjorns gode gerninger og i stolt selvbevidsthed slutter han med forsikringen om at han har stiftet Arinbjorn et monument i digtningens rige, som aldrig kan blive ødelagt. Naar vi nu undersøger Arinbjarnarkviða's sprog, saa vidt det er mulig, ved de ret mange konjecturer, idet digtet er saa mangelfuldt overleveret, saa ser vi ogsaa her, at billedsproget for Egil var et nødvendigt, men ogsaa levende element i hans digte. Billedsproget er for ham lige saa uundværligt som billeder af græske guder og gudinder var for en digter i Renaissancetiden; men paa samme maade som disse satyrer og nymfer i en daarlig digters arbejde bliver til schablon, og i gode digte kaster et straalende lys over det hele, bliver kenninger hos de daarlige islandske skjalde til schablon, som vi maa fortolke som en rebus, men i en mesters hænder giver de et digt et særeget præg. Der forekommer i Arinbj.kv. billeder, som man genfinder i andre digte hos andre digtere, men den maade hvorpaa Egil indføjer disse kenninger har noget personligt og ejendommeligt. Et udtryk som <<tunglskin Eiríks bráa», eller «ennimáni» (str. 5) for øjne fore kommer flere gange, men her maa eftertrykkelig blive talt om Eriks funklende øjne, som vækker angst hos enhver som vover at se paa kongen, og skønt digteren bruger dette billede, er der dog en stor forskel mellem den maade hvorpaa Egil bruger udtrykket ennimáni, forstærket med adjektivet ormfránn, og digteren af Morginsól, for hvem «ennileiptr» blot er et synonym for øje. I str. 8 bruger Egil en anden kenning for øjne, «sokk sámleit síðra brúna». Her vil han allene fortælle, at i denne hattens klump, han fik som løn fra Erik var ogsaa øjne og mund, saa vi kan se hvordan billedet hvorpaa han begyndte med «hattar staup» (str. 7), bliver fuldendt fordi Egil fortæller, at der var ogsaa de mørkladne øjenbrynes fordybninger og en mund, som udtalte Hofuðlausn. «Ulfgrátt hattar staup» er ikke allene det som hatten omhyller, men gennem selve billedet «hattens uformede klump» forklarer Egil ogsaa det han siger i str. 7, hans hoved syntes mennesker ikke at være smukt. Né hamfagrt holðum þótti skaldfé mitt at skata húsum, við Yggjar miði Fordi hans hoved er stygt, kalder Egil det en klump.1 At kenninger ikke allene var et ordspil for de gode digtere viser sig af str. 22 og 24. Det er ikke et tilfælde, at Arinbjorn bliver kaldt hoddvegandi eller vellvonuðr, naar hans mildhed maa fremhæves. Helt anderledes er kenninger for Arinbjorns navn str. 16 og 17, «bjóðabjorn birkis ótta» og «Grjótbjorn», hvor man allene kan tale om et ordspil og ikke om en sammenligning, opstaaet af anskuelse. Moderne mennesker skal nok have vanskeligheder ved lige strax at se billedet i str. 21. Gekk maðr engr at Arinbjarnar háði leiddr né heiptkviðum með atgeirs auðar toptir. I Egils personlighed er vikingen fremherskende, det er intet under, at han bruger saa mange billeder fra vikingelivet. 1 1 Jeg tror at str. 9 er uægte. Her udtømmes billedet, vi ved allerede at Egil fik sit hoved af kongen, der er allerede talt om øjne og mund. 9, 1–4, Þar tannfjolð svækker billedet af den forudgaaende strofe. (Finnur Jónsson Kritiske Studier. 108.) |