gelig alle slags billeder af slag og strid, af vaaben og udspredte lig paa kampsletten. Egil sørger over Arinbjorn (str. 41), som var ham en trofast ven fra tiden da han var paa vikingetog udenlands; da han erfarer vennens død, klager han over at krigere blev mindre i tal, og han omskriver krigere med ordene «Ingva þingbirtingar», altsaa ved en kenning som fremstiller mænd som søkrigere, idet Ingvi var en søkonge. Saa kommer bestemmelsen gavmild, som særdeles godt passer til mennesker af Arinbjorns karakter, og gavmild bliver igen udtrykt ved en kenning med søen <þeirs þverðu máreitar dag». Her har vi det samme, som vi allerede flere gange blev opmærksomme paa, at to forskellige kenninger i en strofe, som staar i nærheden af hinanden, bliver i den samme sfære. Hele denne strofe 41 er et exempel paa den maade hvorpaa Egil bruger billedsprog. I anden halvdel bruger han for armen billedet <hauks háfjoll»>: þeir es hauks fyr handan háfjoll digulsnjávi jarðar gjörð við orðum eyneglða mér heglðu. I oversættelsen maa man ogsaa beholde billedsproget, da digteren fortsætter kenningen «hauks háfjoll» med «heglðu digulsnjávi», det sneede med diglens sne paa høgens bjærg. Denne sætning beviser vel, at vi her ikke har at gøre med en schablon-omskrivning for <mænd giver guld», men at Egil tænker i billeder. 1 Flere gange er der skrevet om hvor smukt Egils billedsprog kan være uden at han netop bruger kenninger, men hvor hans poe tiske udtryksmaade nærmer sig sfæren af kenninger. Jeg vil allene citere her som exempel str. 23 Þel høggr stórt fyr stáli Den rasende storm bliver et overnaturligt væsen, som med voldsom kraft pisker bølgerne. Det kan heller ikke her være tilfældigt, at vi 1 Meissner, die Kenningar der Skalden, s. 18. Finnur Jónsson, Egilssaga udg. passim. i den samme strofe har tre kenninger med dyrenavne, skibet bliver omskrevet med «kvígr» og «olpt» og vinden med selju gandr, det bliver til en slags jagt. At haanden omskrives ved hjælp af armen forekommer flere gange,1 men det er noget specielt for Egil at tale om haanden som en gribende tang og netop i en strofe, hvor han skal tage imod noget (12). Gaven er en ring, som bliver omskreven med ordene <<hrammtangar hrynvirgil» og «rauðmeldrs gelgju», begge gange bliver ringen altsaa en klingende strikke, som i strofens anden halvdel rauðmeldrs kná ek reiða, geirveðrs, lofi at meira. skal hænge paa en galge. Det er ogsaa mulig og det sker en og anden gang, at vi kan tyde et billede som Egil bruger, men at vi fra et æsthetisk standpunkt ikke helt kan vurdere det; vi gaar ud fra æsthetiske principer men vi maa kun undersøge om et billede for digteren var en helhed, og det var det, for han dvæler derved en hel strofe igennem. Det hele ansigt bliver for Egil en grund med klipper, i str. 13, knottu hvarms af harmi Derfor kalder han ansigtet maskens grund, øjenbrynene forover ludende fjældtinder og omgærdende klipper. Han fortsætter med det samme billede naar han lader kongen udslette pandens ujævnheder og i en anden strofe (14) bliver ogsaa brynene tinder, som staar tværs over panden. Naar vi nu betragter de omtvistede strofer 28, 29, 30 og 39, saa kan vi lige strax sige at 39 er uægte, den har den unge form víxli og desuden ser den ud som en efterligning af str. 40. Endvidere kan vi konstatere at denne strofe, som af forskellige grunde antagelig ikke 1 Meissner s. 139. 2 F. Jónsson Kritiske Studier s. 177. stammer fra Egil, har en kenning som er længere end Egil plejer at ha, nemlig «hlífa hjaldrgoðs hneitiknífum», hvori ovenikøbet hlífa hjaldr skal betyde kamp, skønt hjaldr allene betyder det allerede. Str. 28 bliver betragtet som uægte paa grund af den yngre form blótar, og fordi Egil, som selv var hedning kalder sin fjende afguds tilbeder. Strofen afviger ogsaa heri fra Egils stil, at krigeren som han bebrejder at han ikke gør noget andet end at gnave sit skjold og ofre til afguder, dog kaldes Gondlar élhvotuð. Da vi har set at et billede for Egil er noget levende kan han ikke i den samme sætning fortælle at en kampforøger gnaver sit skjold. Str. 30 som ogsaa skal være uægte fordi den har den yngre dativ vond, har ingen kenninger, saa at vi kan ikke bedømme strofen efter stilen. Da de 3 strofer 28, 29 og 30 hører tilsammen er 29 sandsynligvis ogsaa uægte og da kan det vel ikke være tilfældigt at constructionen i denne strofe er mere indviklet end i strofer, som uomtvisteligt er digtede af Egil. Ordenes plads er helt tilfældig og uden sammenhæng, der er slet ingen regelmæssighed; constructionen er saaledes som om hvert ord kunde staa paa hvilken som helst plads i strofen. Der findes endnu en strofe, nr. 36, om hvis ægthed der er for skellige meninger. Finnur Jónsson betvivler i Kritiske Studier dens ægthed, medens han i den store udgave af Skjaldedigtning sætter den mellem Egils digte uden spørgsmaalstegn. Af stilistiske grunde tror jeg dog, at den næppe kan være af Egil, skønt jeg vil indrømme at det altid bliver farligt at støtte sig allene paa stilen, hvis man skal bedømme forfatterskabet af et værk. Vi har her en strofe, som Egil efter sagaen skal have sagt til Armod, som bedrog ham og vilde gøre ham fuld, for at kunne begaa forræderi. I denne strofe bliver flere gange anvendt kenninger helt uden betydning og uden sammenhæng med strofens indhold. Armod, som er en meget rig bonde hedder «Ekkils eykríðr» og «Laufa leikstœrir», skønt han slet ikke er nogen viking eller kriger, og i den samme strofe bruger digteren to almindelige intet sigende kenninger om øl, «horna sund» og «hrosta tjorn». Jeg tror næppe at Egil, som ellers brugte saadan et levende sprog, i én strofe skulde have anvendt fire intetsigende kenninger. Str. 37 som ogsaa fortæller om Armod kan dog være af Egil selv, han bebrejder den gerrige Armod, at han kan takke sin datter og kone for sit liv, og ironisk kalder han den fejge mand «ógnar hvessir», skrækkens forøger, og spodsk «ýtir armlinns». Man skulde kunne indvende at ogsaa str. 42 kalder mænd sø krigere, skønt der ikke er tale om nogen søkamp. Men her taler den gamle Egil, som tænker paa sin død og venter at hans gamle kamme rater vikingerne, skal danne hans sten-gravhøj. vel mátti þess vatna viggríðandi bíða, es hafskíða hlæði hljótendr of mik grjóti. Fordi han tænker paa gamle vikinger kan han ogsaa kalde sin søn Thorstein «vatna viggríðandi». S. A. Krijn. BREVER TIL JOHN PAULSEN Da John Paulsen døde i 1924, efterlot han sig en imponerende samling brever fra mange av tidens betydeligste menn og kvinner: Ibsen, Bjørnson, Lie, Kielland, Edv. Grieg, Joh. Sverdrup, Georg Brandes, Victor Rydberg, Paul Heyse, Camilla Collett, Amalie Skram, Laura Gundersen o. a. Av disse er bare brevene fra Ibsen og Grieg trykt i samlinger. En del av disse brever har interesse for litteraturforskningen. Visst nok er ikke få av dem benyttet i J. P's mange «erindringer». Allikevel kan det ha sin interesse å se dem fremlagt, dels fordi de som betydelige menneskers åndsfostre har egenverdi, dels fordi påliteligheten av J. P.'s erindringer stundom har været dradd i tvil. De gir også som regel et sympatisk billede av adressaten, som jo ikke var nogen stor forfatter, men dog har spillet en rolle. Med stor elskverdighet har J. P.'s nevø generalagent Eilif Amundsen stillet hele samlingen til min disposisjon. De viktigste av brevene vil efterhånden bli meddelt i «Edda». I. FRA JONAS Lie Bekjentskapet mellem Lie og J. P. skriver sig fra 1880. De traff hverandre da J. P. sammen med Ibsen dengang besøkte Berchtesgaden. Kjære Hr. John Paulsen! Dresden den 3 Marts 1881. Dette ikke for at skrive noget langt Brev men kun for at takke Dem baade fra min Hustru og mig for Deres Bog: «Langt fra Norge», som De sendte os, og som meget har glædet os begge. En mere eller mindre god Bog vilde i og for sig ikke bragt mig til at skrive dette; |